Vil du være medlem af DARK?

Det første spørgsmål man stiller sig selv er: Hvad går det ud på?

DARK står for Dansk Amatør Raket Klub.

Du har sikkert allerede regnet ud at vi er en klub hvor den fælles interesse er raketter. Faktisk er interessen koncentreret om bygningen samt flyvningen af dem.
Vi bygger raketter der flyver med avancered måleudstyr og computersystemer. De har udstyret med fordi de giver os værdifulde data om hvordan raketten fløj. I mange andre klubber kan man teste og forbedre sine ting uden brug af avancede special instumenter, mens vi er nød til at gøre et stort arbejde ud af det.
Da alle raketter vi laver bliver sendt op fra militære områder rundt omkring i verden, er vi også nød til at gøre ekstra meget ud af sikkerheden. Det går jo ikke an, at lade sin raket flyve rundt på må og få, eller sprænge i luften når man skal til at flyve med den.

Nu er der mange der tænker: Ok, det kan jeg ikke forholde mig til, det er ikke noget for mig, det er for avanceret!

Sludder og vrøvl, alle kan bygge raketter! Man bygger ikke en raket dagen efter man er meldt ind i DARK (det ville være rart hvis man kunne), men man kan komme til at arbejde på en del af raketten med det samme.

Der er sikkert stadig en enkel eller to, der vil mene at jeg overdriver lidt når jeg siger at alle kan bygge raketter. For at belyse den påstand vil jeg tage udgangspunkt i den raket der er afbilledet nedenfor. Raketten der hed Smalltom blev sendt op fra et militært område i Holland. Denne raket var et forsøg på at sende et kamera op for at tage en masse billeder af opsendelsen.

Hvis det var lykkedes, havde det sikkert været flot, for vejret var utroligt smukt den dag. Desvære rystede raketten så meget under starten at kameraet gik i stykker, men det kunne sikkert være forudset hvis man havde vist noget om kameraer. Vi viste godt at raketter ryster meget når de flyver, men vi viste ikke ret meget om kameraer.

Det vigtigste i denne historie, er jo ikke at vi tog til Holland, holdt en stresset ferie, og kom hjem med et ødelagt kamera. Det vigtige i historien er, at vi fik hilst på vores hollandske raketbygger-venner som klubben har haft kontakt med i umindelige tider, og som vi besøger en gang i mellem. Vi fik testet en ny raketmotor, der viste sig at være utrolig god. Vi fik set en masse raketter blive sendt op. Vi fik set hvordan hollænderne løste nogle forskellige problemer, så vi slap for at gøre de samme kedelige fejltagelser som dem.

En anden pointe i historien er, at hvis vi havde haft en som viste lidt om kameraer, så havde vi nok kunne forudse og løse problemet. Så havde vi haft 24 billeder af et fladt hollandsk landskab fra 1000 meters højde. Vi havde også kunne se/måle på billederne hvor meget raketten drejer om sig selv, og om den slingre på vej op.

Hvad kan man flyve med ombord?

Det er næsten kun fantasien der sætter grænserne for hvad der kan lade sig gøre. Når jeg skriver "næsten", er det fordi tiden sætter begrænsningen. Det tager nemlig temlig lang tid at lave en raket. Det er tit fordi man gerne vil lære så meget som muligt, og derfor vil man gerne have stuvet så meget udstyr ombord i raketten som muligt. Jo flere der er med til at lave den, jo hurtigere kan det gå. (jo flere kan vi sende op).

Nu tænker du måske: Jeg ved ikke noget om kameraer, og i øvrigt har jeg ingen ide om hvad man kan putte ind i en raket. Jeg er tømrer, så jeg gad nok se hvad de kunne sætte mig igang med!

En tømrer kunne måske dreje en støbeform til at lave en serie plastik-elementer i. Der bliver lavet meget plastik til at sætte ind i raketten (det er lettere/stærkere end træ). Der bruges også nogle gange træ som varmeskjold mellem motor og faldskærmen. Som regel er der ikke noget der er sværere, end man gør det til.

Vi har også en skurvogn der er indrettet til kemiske laboratorium. På et tidspunkt skal vi instille vores arbejde med kemien (for en tid), for det er nødvendigt at renovere skurvognen inden så længe. Der er derfor meget brug for folk der kan noget forskelligt. Når sådan noget sker (at skurvognen skal genopbygges), så hjælper vi alle hinanden med at få dette gjort. Det er ikke kun dem der laver kemi, der står med det problem.

Hvordan skal man være som person, for at kunne bygge raketter?

Det er nysgerighed og interesse der driver værket. Hvis man ikke er bange for at prøve noget nyt, så kan man som regel også bygge raketter. Der er næsten altid et problem der skal løses, så det gælder bare om at kaste sig ud i det. Vi sætter dig ikke til at lave noget, for vi er ikke et aktiverings-center. Men der er rigeligt med opgaver der skal løses. Så hvis man vil, kan man hjælpe til med at løse opgaverene med det samme.

Laver DARK kun store/avancerede raketter?

Der er nogle der gerne vil bygge meget avancerede/store raketter. For at flyve med dem, skal man som regel flyve med mange mindre raketter først. Man ved jo ikke alt fra starten, så for at være sikker på at den store (og som regel også dyre) raket ikke bliver en fuser, laver man mange forskellige forsøg med mindre raketter.

OK, hvad er en lille raket så?

For at vise hvad en mindre raket egentlig er, kommer billedet af Smalltom (Det hedder raketten) herunder. Selvfølgelig ved de fleste hvordan en raket ser ud, men de færreste ved hvad der er indeni.

Tegning af en raket (med snit)
Denne skitse af Smalltom er klippet ud af et dansk magasin (Circuit Design-feb/mar-1994).

Selve raketten er delt ind i nogle forskellige dele (se tegning). Da det kan være svært at sætte sig ind i alle dele af raketten på en gang, er vi som regel mange om at lave en raket. Det er heller ikke alle der er lige interesseret i at lave de forskellige ting. Elektronik-folk er nogengange ikke interesseret i at designe/svejse en aluminiums-motor. Samtidig er det ikke sikkert at maskin-folk gidder designe/bygge en computer. Det kan også være omvendt, nogle vil ikke lave det samme som de laver på deres arbejde.

De forskellige medlemmer af DARK, finder derfor sammen i grupper, hvor forskellige problemmer bliver løst i fællesskab. Bagefter finder de forskellige grupper sammen, for at få bygget alle delene sammen til en færdig raket. Da der kan være mange om at bygge de forskellige dele, kræves der en rigtig god koordination mellem de forskellige grupper (og personerne i grupperne). Tænk på at der bliver brugt mange uger/måneder på at bygge en 10 cm bred computer, og når det så skal samles, er raketten 10 cm bred udvendig (ikke indeni). Så når det går løs, skal alle være klar over hvem der skal lave hvad.

Hvilke grupper er der i DARK idag?

Da de fleste af os interesser os for mere end en ting, er vi med i flere grupper. I øvrigt skal det med grupper ikke tages så bogstaveligt, for er der arbejde der skal laves, hjælper vi hinanden.

Motor-gruppen

I motor-gruppen arbejdes der på at få en ny type drivmiddel til at virke optimalt. Der er nogle problemer med at få plasten (som er en hovedbestandel) til at hærde optimalt. Polymerfysik er et af de store arbejdsområder i motorgruppen.

Den sidste test af drivmiddel var en fiasko. En testmotor blev ødelagt under en test. Det er dog lykkedes med hjælp fra mekanik-gruppen, at få lavet en ny.

Der har faktisk været meget modvind det sidste stykke tid. Der har været meget arbejde, der ikke rigtigt har båret frugt. Det skulle dog gerne lykkedes, med et gennembrud inden længe. Amerikanske Raket-hobby-folk har igennem længere tid, arbejdet med en tilsvarende teknologi med stor succes.

Elektronik-gruppen

I elektronik gruppen er der masser af projekter. Der er nogle der (stadig) udvikler på et computersystem, der kan styre mange forskellige instrumenter. Dette projekt er vel nok et af de største (og længst-varende). Ja onde tunger påstår at når det bliver færdigt, er rumfarten overtaget af turistindustrien. Når det bliver færdigt, vil det uden tvivl få meget stor succes.

Hvad der mangler at blive udviklet er en radio sender/modtager, der kan sende data ned fra raketten, mens den flyver. Det ville også være ønskværdigt at få lavet et kamera-system, så der kunne sendes billeder ned fra raketten under flyvningen.

Der mangler også en del udstyr til målinger på landjorden. Det er testudstyr til forsøg i motorgruppen der mangler mest. Der er nogle fra motorgruppen, der er gået igang med at få lavet noget af det, men det burde opprioriteres.Der mangler i øjeblikket en nyere datalogger, samt en præcisions-forstærker, til at få logget data om raketmotorenes ydelser. Det udstyr der benyttes idag er, for besværligt at have med. Med andre ord er det utidssvarende.

I elektronik gruppen er der tusinde gode ideer, men for få til at få dem realiseret. Det er elektronik-gruppen der sørger for udviklingen af selve nyttelasten ombord på raketterne.

Mekanik-gruppen

Dette er en gruppe, der har været i rivende udvikling det sidste stykke tid. Der er bla. blevet udviklet en seperationsmekansime, der skulle kunne skille 2.trin fra 1. trin, i en to-trins-raket. Der er også blevet lavet en kulfiber-næsekegle til en ny raket. Det er også dem der har en ny testbænk til test af raketmotorer på samvitigheden. Som om det ikke var nok, har de fået lavet en kulfiber testmotor, som vi venter os meget af. Den skal testes, når motor-gruppen har fået løst nogle af de problemer, de er stødt ind i.
Det er også mekanikgruppen der står for selve raket-røret, og næsekeglen. Det er også denne gruppe der står for faldskærm, hvis der skal sådan en med ombord (og det er mest almindeligt).

Rumskuds-gruppen

Rumskudsgruppen, er en meget speciel gruppe. Denne gruppe er et forsøg på at koordinerer alle de eksisterende aktiviteter i DARK. Det er rumskudsgruppens mål at få sendt en raket ud i verdensrummet. Måden rumskudsgruppen vil nå målet, er ved at tage udgangspunkt i de andre gruppers erfaringer. Man behøver dog ikke være bange for at, der går Rumfart i alting. Der er dog samlet en meget stor viden i denne gruppe, og mange fra de forskellige grupper er med i rumskuds-gruppen. Mange af de resultater der bliver opnået i de enkelte grupper, kan rumskudsgruppen drage nytte af.

Presse-gruppen

Denne gruppe er på nogle områder en lidt forsømt gruppe. Den har til opgave at få trykt KRAD, som er klubbens medlems-blad. Man kan også sige at Darks homepage hører ind under. Den er dog ikke en rigtig gruppe, på vanlig vis, for der er absolut ingen koordinering. Med tiden kommer der vel mere styr på dette område. Af andre opgaver kan nævnes, snakken med journalister. Det er efterhånden ikke så sjældent at journalister henvender sig. Måske kunne man også godt sige at DARK's kontakt til de danske myndigheder hører ind under PR-gruppen.